Gode tips til bryllupsplanlægning: Hvornår skal jeg begynde på bryllupsforberedelserne?
Et bryllup er altid en vidunderlig fest, hvor du samler dine venner og familiemedlemmer for at fejre, at du og din udkårne har sagt ja til hinanden. Til et bryllup hører der mange overvejelser til, og ikke mindst indebærer et bryllup en masse planlægning og forberedelse. Medmindre man hyrer en bryllupsplanlægger, står man for hele planlægningen selv.
Man skal planlægge alt: Hvor selve ceremonien skal foregå, hvor festen efterfølgende skal holdes, hvor maden skal komme fra, udsmykning af festlokale, indkøb af brudekjole, kjoler til brudepiger, tøj til gommen, og meget, meget mere.
Det kan virke som en helt uoverskuelig opgave, når man stiller det sådan op. Heldigvis behøver bryllupsplanlægningen ikke at blive et sandt kaos. I denne artikel giver vi jer en guide til, hvordan I bedst planlægger jeres bryllup, så det bliver præcist sådan, som I gerne vil have det.
Husk på, at der ikke er regler for, hvordan et godt bryllup skal se ud. Det er en fejring af jeres kærlighed, og derfor skal jeres bryllup også afspejle, hvem I er som par. Der er mange normer og forestillinger om, hvordan et ”rigtigt” bryllup skal se ud, men det skal I ikke tænke på. Sær jer ned, og bliv enige om, hvad I gerne vil have, og arbejd ud fra det.
12-10 måneder før brylluppet
Som regel er 12 måneder længe nok til at planlægge et bryllup, hvis man altså holder sig mere eller mindre til tidsplanen. Nogle brudepar behøver mindre tid end andre, og andre behøver mere tid. Hvis man allerede har besluttet sig for, at man bare tager til Las Vegas for at blive gift, behøver man selvfølgelig ikke de store planlægninger.
Hvis man derimod vil holde et bryllup, hvor der ikke er sparet på noget, kræver det ofte mere end et års planlægning. Hvis brudeparret ikke har de største indkomster, kræver et stort bryllup også en stor opsparing, som det kan tage lang tid at opbygge.
Når I er blevet forlovet, skal I derfor allerede sætte jer ned for at beslutte, hvilket bryllup I gerne vil have. Det behøver ikke være i detaljer, men bare brainstorm på jeres ideer. I skal først og fremmest finde ud af, hvor stort et bryllup I ønsker. Husk på, at det er jeres bryllup, og at I begge to skal være med i bryllupsplanlægningen. Lidt klicheagtigt siger man jo, at brylluppet er brudens fest, men sådan behøver det ikke at være. Del derfor jeres forventninger og ideer med hinanden fra starten, så I ved, hvad I har at arbejde med.
Noget af det absolut første, I skal finde ud af, er jeres budget. Hvor mange penge har I at bruge, og hvor mange penge har I lyst til at kaste efter et bryllup? Det er meget vigtigt, at I bliver enige, for hvis den ene part ikke er tryg eller tilfreds ved budgettet, kan det nemt føre til konflikter. I skal desuden også være omstillingsparate, for I vil med sikkerhed opdage, at I skal ændre i jeres budget. Vær derfor også allerede fra starten bevidste om, hvilke af jeres ønsker I kan gå på kompromis med, og hvilke af jeres ønsker, der under ingen omstændigheder kan ændres på.
Hvis I gerne vil holde brylluppet i en kirke, skal I allerede nu beslutte jer for, hvilken kirke det skal være. Det kan være den lokale sognekirke, men det kan også sagtens være en kirke, der betyder noget vigtigt for jer, eller som I bare finder smuk.
Hvis I vil vies borgerligt, skal I også allerede nu bestille tid til en vielse, enten ved rådhuset eller ved en anden lokation, hvor I skal have en giftefoged ud. Om sommeren kan det være ekstremt smukt at blive gift udenfor, måske i éns private have.
I skal også nu begynde at kigge jer om efter et sted, hvor selve bryllupsfesten skal holdes. Det skal selvfølgelig passe ind i jeres budget, så I må gerne have flere forskellige alternativer til lokationer. I kan risikere, at drømmestedet ikke er ledigt til jeres bryllupsdato, og så er det vigtigt med flere forskellige prioriteringer.
Derudover vil det allerede nu også være en rigtig god ide at beslutte jer for, hvem I vil have med til brylluppet. Gæstelisten kan godt blive et konfliktpunkt, så vær allerede fra starten ærlige med hinanden om, hvor mange I hver især kan invitere, og om jeres bryllupsfest skal være med eller uden børn.
10-8 måneder før brylluppet
I denne periode af jeres bryllupsplanlægning skal I for alvor kaste jer over nogle af de mere lavpraktiske aspekter ved jeres bryllupsforberedelser. I skal f.eks. overveje, hvordan I vil udsmykke festlokalet til bryllupsreceptionen. Mange brudepar vælger et farvetema, som alt cirkulerer sig omkring. Det kan være, at der er nogle farver, der specielt tiltaler jer, eller måske vælger I sæsonbestemte farver. Der er også brudepar, der vælger et tema for hele brylluppet, som både udsmykninger, dekorationer og dresscode nøje skal følge.
Det skal også være nu, at I skal tale om, hvilken form for musik I ønsker. Skal der være livemusik, eller vil I have en DJ? Hvis I allerede har et band i tankerne, kan I lige så godt booke det allerede nu. Ellers skal I begynde at lede efter et band eller en DJ, der passer til jeres ønsker og behov.
I skal også begynde at overveje, hvordan I vil planlægge eventuel overnatning for både jer selv og jeres gæster. Det giver virkelig et ekstra præg af luksus, hvis der er mulighed for, at jeres gæster kan overnatte der, hvor I holder festen. Det betyder også, at jeres gæster kan feste rigtig igennem, og at der ikke er nogen, der skal køre tidligt. Hvis I holder bryllupsreceptionen på et hotel, er det selvfølgelig oplagt, at både I og jeres gæster overnatter.
En anden meget vigtig ting, I skal kaste jer over i denne periode af jeres bryllupsforberedelser, er bryllupsmenuen. Man må aldrig undervurdere vigtigheden af den helt rigtige menu til et bryllup, og endnu vigtigere må man aldrig undervurdere vigtigheden af gode vine og velkomstdrinks. Vær også opmærksom på, at hvis der er børn med til brylluppet, skal der også være en god børnemenu. Det er vigtigt, at I finder den helt rigtige mad til jeres bryllup, og at I sørger for, at der er nok til alle.
I forbindelse med maden skal I også se jer om efter en konditor eller en bager, der kan lave jeres bryllupskage. Sæt jer ned i forvejen og bliv enige om, hvad I selv gerne vil have. Lav eventuelt nogle skitser, så det bliver nemmere både for jer selv og for konditoren. Vær opmærksom på, at det ikke er en helt billig affære. I skal kontakte alle de konditorer eller bagere, I kan komme til, så I kan finde den helt perfekte pris.
På dette tidspunkt i jeres bryllupsplanlægning skal I begynde at kigge efter brudekjoler. Dette er nok mere brudens end gommens domæne, for det bringer som sagt ulykke for gommen at se brudekjolen før brylluppet. Udvælgelsen af brudekjolen er et kapitel helt for sig selv, og man kunne sagtens skrive en hel separat artikel om brudekjoler, hvis man ville. Der er brudekjoler i et utal af design, og man behøver på ingen måde at gå med det klassiske hvide look. Der er masser af muligheder for at afprøve andre farver, og mange brude vælger også helt at droppe den klassiske kjole.
8-6 måneder før brylluppet
I denne periode af jeres bryllupsplanlægning skal I i endnu højere grad have hænderne ned i de praktiske opgaver.
Noget af det første, I skal gøre, er at tage jeres færdige gæsteliste og sende ”save the date”-kort ud til jeres gæster. Det er ikke indbydelser, men bare et lille kort, der fortæller, at jeres gæster skal reservere den pågældende dato for jeres bryllup. Det behøver selvfølgelig ikke være et fysisk kort, men mange foretrækker alligevel at udsende et kort, der kan hænges op på køleskabet og gemmes bagefter. Hvis I gerne vil gøre noget ud af jeres ”save the date”-kort, er det en god ide at få dem designet og trykt et stykke tid i forvejen.
I skal også begynde på en ønskeliste, så jeres gæster ved, hvad I gerne vil have i bryllupsgave. Det er en sjov og relativ nem opgave at løse, og det kan være et godt afbræk fra de lidt tungere opgaver.
Derudover skal I også begynde at planlægge jeres bryllupsrejse. Hvor vil I gerne hen, hvor længe efter brylluppet, og hvor længe vil I være væk? Og hvor mange penge ud af bryllupsbudgettet vil I kaste efter bryllupsrejsen? Igen er det en rigtig sjov og afslappende del af bryllupsforberedelserne, og så er det en god måde at minde jer selv om, at der også er en afslappende ferie efter brylluppet at se frem til. I skal så vidt muligt få booket de essentielle ting såsom flybilletter og hotel, resten kan I altid se på bagefter.
Det allervigtigste, I skal i denne periode af jeres bryllupsforberedelse, er at kontakte leverandørerne af bryllupskage, catering, blomster, pynt, udsmykning, osv. I skal sørge for, at jeres ønsker til brylluppet er klare for alle jeres leverandører, og derfor kan det være en god ide at mødes med dem personligt. Så kan I også vise dem jeres overordnede farvetema for brylluppet, give dem indsigt i, hvordan lokalet for bryllupsreceptionen ser ud samt vise dem eventuelle billeder eller skitser, så de ved præcist, hvad I gerne vil have.
6-2 måneder før brylluppet
Denne periode af jeres bryllupsplanlægning skal I dedikere til de mere juridiske aspekter ved jeres bryllup. I skal ansøge om ægteskabsattest, så I rent faktisk har lov til at blive gift. Hvis I planlægger at skifte navn i forbindelse med jeres vielse, skal I også ansøge om navneændring.
Når I har fået de juridiske ting på plads, skal I også sørge for at udvælge en toastmaster blandt jeres indbudte gæster. Hvis I allerede har udvalgt en toastmaster, og I føler, at I ikke helt kan følge med i bryllupsforberedelserne, kan I spørge jeres toastmaster, om han/hun vil hjælpe til med nogle af opgaverne. En toastmaster kan også fungere som en god sparringspartner i forbindelse med mange af de småpraktiske ting ved brylluppet.
Derudover skal I også få bestilt eller trykt jeres bryllupsinvitationer, så de er præcis, som I gerne vil have dem. Man kan selvfølgelig vælge at lave dem selv, og i det tilfælde vil det nok være en god ide at starte lidt tidligere. Det kan være en god ide at sætte toastmasterens telefonnummer eller e-mailadresse på invitationerne, så gæsterne kan kontakte ham/hende med eventuelle spørgsmål.
Udsend gerne invitationerne ca. to måneder før brylluppet. Så har jeres gæster rigelig tid til at finde det rette tøj, og de har tid til at købe gaver. Sørg for at have så meget information med i jeres invitationer som muligt, så jeres gæster er bekendte med alle logistiske oplysninger samt dresscode og gaveønsker.
Den måske vigtigste ting, I skal sørge for i dette stadie af bryllupsforberedelserne, er, at I skal bestille jeres vielsesringe. Måske har I allerede kigget på ringe i forvejen, men nu er det et godt tidspunkt til at udvælge de helt rette ringe og få dem bestilt. Hvis I ønsker at få dem graveret, skal I også få bestilt den service ved en guldsmed.
Det vil desuden også være en god ide allerede nu at få booket tid hos en frisør eller en makeup-artist, så både gommen og bruden kan blive klippet inden brylluppet. I skal selvfølgelig ikke klippes allerede nu, for så risikerer I, at håret ikke ser perfekt ud til den store dag. Vent med klipningen til omkring 14 dage før brylluppet.
De sidste 2 måneders bryllupsplanlægning
To måneder inden brylluppet vil det være et godt tidspunkt for gommen at få bestilt sit tøj. Det kan måske synes at være lidt sent, men ofte er gommens tøj meget enklere end brudekjolen, og derfor kan det sagtens vente til nu. Det vil også være en god ide, hvis bruden afprøver sin kjole igen, for så er der tid til eventuelle rettelser.
Bruden skal også nu forberede og planlægge sine brudepigers kjoler. Når I sender invitationerne ud, kan I vælge at sende specifikke invitationer ud til brudepigerne, hvor der står, hvilke kjoler de skal have på, samt hvordan deres hår skal sættes. Som brud bør du under alle omstændigheder mødes med dine brudepiger, så I sammen kan gennemgå og forberede looks.
Både brud og brudgom kan bruge de sidste to måneder på at forberede og skrive taler. Derudover skal de sidste to måneder bruges på diverse småting og praktiske gøremål. Sørg for at være i kontakt med alle leverandører i forbindelse med brylluppet, så I er sikre på, at alt er, som det skal være.
Når I kommer til den store dag, er der forhåbentlig styr på alle detaljerne, og så kan både brud og brudgom læne sig tilbage og nyde deres bryllupsdag.
Bryllupsplanlægning behøver ikke være en stressende affære, og nu hvor I har fået denne korte guide til, hvordan I på et år kan forberede jeres bryllup, er det forhåbentlig kun blevet lettere at overskue.