Pynt op til festen – sådan gør du din fest flot og gennemført.
Kender du det, at du har inviteret venner og familie til fest, og du drømmer om, at I skal samles og hygge jer med velkomstdrinks og god musik, og du har måske endda sørget for en lækker menu til anledningen? Men der er stadig noget, der mangler, før festen er på plads, og stemningen er helt i top – nemlig pynten.
Jeg tror de fleste, der har planlagt en større eller mindre fest, kan nikke genkendende til, at når det kommer til at planlægge, hvor mange penge man gerne vil bruge på sin fest, så er det sjældent, at pynten bliver særlig højt prioriteret. Det er en skam. For pynten har nemlig en vigtig funktion, hvis du vil skabe en god fest. Pynten er på mange måder festens identitet og noget, der kan være med til at gøre netop din fest uforglemmelig. Pynt skaber minder og ikke mindst god stemning i hvilket som helst lokale til hvilken som helst fest.
Det kan måske virke uoverskueligt eller en smule angstprovokerende at skulle pynte op, når der nu er så mange andre ting, du skal holde styr på til din fest. Men det behøver faktisk ikke være særlig besværligt eller tidskrævende at pynte op til festen, så den bliver, som man ønsker – det vil sige helt gennemført. Det eneste, det kræver, er, at man bruger en smule tid på at planlægge og søge inspiration, hvis man vil lave pynten selv.
Vi har samlet de bedste råd til en flot og gennemført pynt til festen. Du kan trygt læse med, uanset om du skal holde et polterabend, jubilæum eller temafest. Vi guider dig fra den spæde start helt til timerne inden selve festen – og det gælder både dig med og uden et pyntebudget at tage højde for.
Søg inspiration til pynt og tema
Hvis du ikke har stor erfaring med at planlægge fester og skaffe pynt og bagefter pynte op, kan opgaven med festpynt hurtigt blive nedprioriteret. Måske tænker du, at det ikke er vigtigt og ikke tager så lang tid, eller måske ved du slet ikke, hvor du skal starte. Hvorom alting er, så kan man ikke komme udenom, at flot pynt giver et ekstra kick til feststemningen, og hvorfor skulle du vælge det fra?
Det første skridt er slet ikke så uoverskueligt. Det handler blot om at finde inspiration til din festpynt. Du kan søge på internettet og de sociale medier. Pinterest er et godt sted at finde gode idéer – specielt hvis du skal holde en temafest. Du behøver nemlig ikke opfinde den dybe tallerken. Der er så mange gode idéer til festpynt, der allerede er udført og lagt ud på internettet. Du skal bare finde dem, der giver mening for dig og din fest. At søge inspiration på internettet er oplagt, hvis du ikke vil bruge for meget tid på festpynten. Du kan scrolle lidt på telefonen eller computeren med morgenkaffen ved din side uden at bruge oceaner af tid på det.
Hvis du derimod ikke har noget imod at bruge tid på at finde lige præcis den stil, du gerne vil have til din fest, kan det være givende at tage på inspirationstur i fysiske butikker. Find dine lokale hobbyforretninger og butikker med festpynt – ja, selv dit lokale supermarked har ofte pynt, du kan kigge på. Det er også en god måde at søge inspiration på, hvis du samtidig vil danne dig et overblik over, hvor meget pynten koster.
Hold styr på idéerne, og skriv ned
Når du har fået dannet dig et overblik over, hvad du godt kan lide, og hvad der er muligt inden for dit budget, er det tid til at konkretisere dine tanker. Find enten papir og blyant, eller brug din computer. Dette skridt er især vigtigt, hvis du skal koordinere med flere forskellige mennesker om pynten. På den måde bliver det nemmere at uddelegere opgaver og indkøb, og derved sparer du endnu mere tid.
Start fra en ende af med at skrive alle dine idéer ned. Du behøver ikke at være kritisk over for dine idéer endnu. Du kan altid sortere fra på et senere tidspunkt. Overvej, hvor stort et lokale der skal pyntes op. Er der forskellige rum, der skal pyntes op, og skal det være den samme pynt over det hele? Skal du holde en temafest? Skal både loft, vægge og borde pyntes? Det kan hurtigt virke uoverskueligt, når alle spørgsmålene kommer lige efter hinanden, og det er netop derfor, at det er en god idé at skrive det hele ned, så det er nemmere at forholde sig til.
Vi har samlet et lille overblik over, hvad du kan inkludere på din pynteliste:
- Hvor mange forskellige farver skal der være?
- Hvordan skal det hele se ud, når det er færdigt?
- Hvor mange rum skal pyntes?
- Hvilke duge, servietter og andre ting til bordet skal du bruge?
- Skal vægge og lofter pyntes?
- Er der et eventuelt et udendørsområde eller en indgang, der skal pyntes?
- Hvordan ser dit budget ud?
Planlæg og køb din pynt I så god tid som muligt
Nu er du ved at være rigtig godt på vej. Pynten til festen er gået fra at være en arbitrær og uhåndgribelig idé til, at du kender temaet, stilen og ved, hvor meget du kan bruge på festpynten i det hele taget. Og nu har du rigtig meget tid at hente, hvis der er andre vigtige ting, du gerne vil prioritere i forbindelse med planlægningen af den kommende fest.
Og her er der rigtig meget tid at spare, hvis du får købt din pynt i god tid. Det er jo ikke noget, der bliver dårligt eller grimt af at blive opmagasineret, så hvorfor ikke bare få det hjem så hurtigt som muligt? Hvis du skal holde en mindre fest hjemme i stuen, er det måske ikke så godt, at der står en masse pynt og venter på at blive taget i brug, men skal du eksempelvis holde en konfirmation, polterabend eller bryllup, er det en rigtig god idé at få styr på pynten hurtigt, da der også er mange andre ting, man skal have undersøgt, planlagt og bruge tid på.
Pynt hyggeligt op til sommerens havefest
Hvad enten der skal holdes en hyggelig rund fødselsdag, et lille bryllup eller blot en ganske almindelig fest eller komsammen med dem, du godt kan lide, så er en havefest på en lækker sommerdag ofte den helt perfekte ramme til netop din anledning.
Meget af pynten til festen er allerede givet på forhånd ved en havefest. Det grønne græs, havens træer og blomsterbede er jo nærmest pynt i sig selv, ikke? Så måske behøver du slet ikke gøre så meget ud af det? Og selvom det kan være fristende at springe over at pynte haven op, så vil det dog være en skam.
Haven er præget af grønne nuancer, og det skal du tænke på, når du planlægger farverne til din fest. Måske har du også sat en pavillon op til dine gæster, og så skal du også tænke på, hvad der vil passe godt til den.
Tænk over, hvordan du kan bruge haven og naturen til din fordel, når du skal pynte op. Hæng pynt op i træerne, og gør noget ekstra ud af blomsterbede og hegn. Blot fordi festen er rykket udenfor, betyder det ikke, at haven ikke kan transformeres til et helt nyt rum, der passer til din fest.
Hvis du skal holde en fest, der varer det meste af natten, så tænk lys ind i din pynt. Skaf nogle lyskæder, som du kan hænge op over siddeområde og dansegulvet. Hæng lys i træer og buske. Du kan med fordel bruge kunstige fyrfadslys, så du ikke skal tænke på at tænde det hele eller bekymre dig om levende ild tæt på busker og blomsterbede. At pynte op med lys i det sene nattetimer er nærmest synonym med hygge og feststemning.
Pynt til etårsfødselsdagen
En helt anden, men ikke mindre særlig dag, er barnets første fødselsdag. Det er typisk en begivenhed, hvor man ikke giver den for lidt, da det bare er en helt speciel fødselsdag. Men hvordan kan man pynte op til en etårsfødselsdag uden at falde i den klassiske fælde med alt mange dannebrogsflag og ettaller på både kage og i resten af hjemmet?
Hvis du gerne vil gøre noget særligt ud af dit barns etårsfødselsdag, hvorfor så ikke tage udgangspunkt i, hvad dit barn godt kan lide? Måske er der en særlig tegnefilm eller tv-serie, dit barn er helt vild med – så tag udgangspunkt i den. Du behøver ikke bruge dyre domme på pynt til festen. Det er bestemt også en mulighed at finde billeder på nettet, printe dem ud og hænge dem op eller lime dem fast på en engangsdug.
Hvis du inviterer andre børn til fødselsdagen, så tænk det med i din pynt. Køb en hvid dug af papir og nogle tuscher, og lad børnene pynte dugen. Det er hyggeligt og bidrager til, at børnene ikke keder sig, mens de sidder ved bordet.
Du kan stadig få en flot fest med hjemmelavet festpynt, hvis du er på budget
Hvis pyntebudgettet ikke er begrænset, er der dog ingen grund til at tro, at din fest ikke kan komme op på niveau med fester, hvor man har brugt rigtig mange penge på pynten. En god måde at få rigtig meget pynt for pengene på er ved at tage lim, saks og tape frem og lave det hele selv. Ja, det kan være tidskrævende, men du vil blive overrasket over, hvor meget man selv nemt og hurtig kan lave for ganske få midler.
Hemmeligheden er at bruge det, du højst sandsynligt allerede har, og undgå at købe billigt, færdiglavet pynt – de mange små kvitteringer hober sig nemlig hurtigt op. Vi har lavet en lille oversigt over idéer til gør det selv-pynt, men søg på internettet, der er tonsvis af idéer, du kan drage nytte af allerede.
- Print dit eget pynt – søg efter pdf-filer med vimpler du kan printe ud og sætte fast på gavebånd. Du kan hænge vimplerne langs væggene. Hvis du gerne vil hænge dem på tværs af rummet, så print lidt ekstra, og lim dem sammen, så begge sider er flotte.
- Brug naturen til din pynt – gå ud og pluk blomster og grene, som du kan hænge op eller dække bordet med. Det er både gratis og personligt
- Skal du bruge meget dug? Sy dem selv, eller find nogle i genbrug. Du kan bruge genbrugt sengetøj eller købe billige metervarer i din lokale stofbutik.
- Lav din egen konfetti af farvet pap og papir – vær dog opmærksom på, om det smitter af, hvis det bliver vådt.
- Pust balloner op, og hæng dem ned fra loftet med lidt gavebånd og tape – det kan virkelig transformere rummet, uden at du skal bruge penge på heliumflasker.
Pynt rummet op I så god tid som muligt
Når alt er ordnet og købt ind og eventuelt lavet fra bunden, så er du klar til at pynte op. Og her er det allerbedste råd at gå i gang i så god tid som overhovedet muligt. At pynte op til en fest, hvad enten den er stor eller lille, tager ofte meget længere tid, end man lige går og regner med. Det er sjældent noget, der bliver udført særlig godt, hvis man skal skynde sig alt for meget. Pynt derfor op i god tid og gerne en dag eller to før, hvis du kan.
Tjekliste til den gode og gennemførte festpynt
Flot, stilrent og gennemført festpynt kan virkelig gøre din fest til en stor succes – og det er faktisk ikke så svært at opnå, hvis blot man tænker over pynten i god tid.
Her til slut er en lille tjekliste, så du nemt kan se, hvad du skal have styr på, og så du også kan koncentrere dig om andre ting i din festplanlægning.
- Bestem pyntens overordnede farver og eventuelt tema. Søg inspiration på nettet eller i fysiske butikker.
- Køb din pynt ind i så god tid som muligt, og hvis du er på budget, så lav din pynt i god tid i forvejen. Husk at forholde dig til, hvor stort et område der skal pyntes op, og køb passende ind.
- Start med at pynte op i god tid – gerne et par dage i forvejen, hvis du kan.